Grus i maskineriet

Skal der lægges fliser, skal der grus til – men så meget?!

Vil blot lige nævne, at det var fliseleverandørens estimat. Vi blev i hvert fald temmelig overvældede over mængden, så der blev anlagt en grusvej – af mig – hvilket desværre ikke kan bevises, idet vi ikke fik det fotodokumenteret.  Øv! Men hvorom alting er, så blev den til glæde, for nybyggervejen blev lettere at forcere. Det hjalp lidt på skyldfølelsen over, at vores leverance blev placeret af leverandøren til gene for vore naboer. Vi kan dog forsikre, at vi hurtigt blev tilgivet!

Flisebelægningen blev, som vi ville have den. Og Steens havemøbler viste sig dejligt praktiske i brug. Indrømmet vi burde have tænkt over, at bordpladen skal ind i dårligt vejr! Men det arbejde må vi så påtage os.

Og nu burde der være tid nok. 26. februar blev jeg 65 år og dermed officielt pensionist. Underligt som alderen pludselig sniger sig ind på ind på en – næsten som en tyv om natten.  Jeg må huske at glæde mig over de mange fordele, det giver. Jeg vil se på det som at holde ferie og regner da også med, at der stadig er lidt arbejde til mig på avisen.

Og så købte jeg lige Køge krøniken af Katrine Marie Guldager på tilbud. Den er nærmest dænget til af anmelderroser ‘Som et orgie i digtekunst fra et andet årtusinde’, skriver f.eks. Kristeligt Dagblad, mens Ekstra Bladet anfører, at ‘Guldager har glimt i øjet og anbefales absolut’. Jeg glæder mig!

Steen er netop blevet præsenteret for fliser og – ikke mindst – grusbunke. Han ser da også noget overvældet ud…

Terrassen er anlagt, og så skal der fejes sand ind mellem fliserne – bemærk de sorte sutsko, som jeg gik rundt i. Forfængeligheden havde trange – meget trange – vilkår i Aalborg. Havde nogen sagt, jeg ville optræde offentligt udendørs med den form for fodtøj, ville jeg have leet dem ud. Nu hang de på mig. Også når jeg handlede i diverse butikker. Ak ja! Men det er der rettet op på nu, hvor vi er tilbage i København, og i større grad møder nogle, jeg kender…