Magiske, mytiske Marrakech

Altid det forkerte tøj…

Fem dage for to i eksotiske Marrakech i december til 5000 kr. alt inklusive. Det tilbud var uimodståeligt, så ja tak!

Vi drog af en tidlig morgen den 5. dec og sikke et miljøskift fra et regnfyldt og blæsende Danmark til blå himmel og 20 grader.

Der var gang i den fra første øjeblik. Tjekke ind på hotellet og så afsted. Målet var den berømte Place Jemaa el Fna, centrum i den gamle by, optaget på UNESCOs verdenarvsliste, og udgangspunkt for souken, hvor alle østens herligheder kan købes. Scheherazades fortællinger i 1001 nat giver pludselig mening.

Det er et sansebombardement af lyde, dufte og farver. Ironisk nok i modsætning til selve byen. Marrakech betyder den røde by, idet samtlige huse i byen er malet i en nærmest laksefarvet nuance, hvilket underligt nok ikke virker påfaldende, men derimod beroligende og harmonisk. Gennemført er det – selv indhegningerne til byggepladserne er malet i samme farve.

Ingen ende på herlighederne

Tilbage til souken, hvor herlighederne ingen ende vil tage. Fantastisk håndlavet keramik, lamper, lanterner, krydderier, håndlavede tæpper, tøfler, borde og ja, Marokkopuder.

Der er dog et men. Manglende plads i kufferten. Så frustrerende! Jeg troede ellers, jeg var smart, idet jeg havde købt ekstra bagageplads og ikke havde taget særlig meget tøj med.

Desværre viste det sidste sig at være det helt forkerte (ikke første gang).

Jeg havde tjekket vejret hjemmefra og skønnede, at et par tights og nogle overdele var det rette. Men det var sommer, og alt mit skønne og passende sommertøj lå i sommerhuset, hvor jeg kunne sende længselsfulde tanker efter det. Badetøj var heller ikke en del af bagagen, så opholdet ved swimmingpoolen måtte foregå iført sorte gamacher!

Nu vil I jo nok tænke, at jeg blot kunne købe noget, men i Marrakech er det også vinter i december – omend noget varmere end her – der er vintertøj på hylderne, og mange kvinder var iført varme støvler og pelsbesatte frakker. Koldt for dem, varmt for os! Så sommertøj var der ikke noget af.

Jeg ville da også hellere have hjembragt mange flere af de skønne marokkanske herligheder. Der var kun plads til to smukke keramikfade, en smuk plakat fra Yves Saint Laurents have, et par tøfler og nogle andre småting.

Apropos Yves Saint Laurents have, Jardin Majorelle, kan et besøg anbefales, men museet i haven var en skuffelse. Jeg troede, jeg skulle se et hjem, men det var alene en udstilling af gamle fund. Fint nok, men ikke når man venter noget andet. Til at bøde på det var der en fin butik med Yves Saint Laurent design med inspiration fra Marokko. Smukt, smukt, men desværre langt over mit prisniveau

Villaen i Yves Saint Laurents have med den karakteristiske blå farve

De følgende dage gik med at spadsere rundt i den kontrastfyldte by. En moderne metropol med alt hvad det indebærer af butikker, restauranter og fortovs cafeer og medinaen, den gamle by, hvor det synes, som om tiden har stået stille.

Et sjovt paradoks var McDonalds, hvor vi så tildækkede kvinder nyde burgere, pommes frites og cola. Til sammenligning var der stort set kun mænd på de mange fortovsrestauranter og cafeer.

Kun mænd på cafeerne

Der sad mange, rigtig mange, og det var ikke alkohol, de indtog men kaffe og vand. Og altså uden kvindeligt selskab.

Smukke kvinder var der ellers mange af. Og sjovt nok så vi mange venindepar, begge smart klædte, hvoraf kun den ene bar tørklæde – et supersmart et af slagsen forstås! I sandhed en by fuld af kontraster.

Jeg er aldrig noget sted, det gælder både i ud- og indland, hvor jeg ikke gør mig forestillinger om, hvorvidt jeg kunne bo der. Det har betydet, at jeg i den grad har studeret ejendomsmæglernes vinduer, blevet fristet og har truffet aftale om at se diverse huse med mange dejlige dagdrømme til følge. Ikke mindst den at alt er muligt – noget mange af os nok har en tendens til at glemme i dagligdagens trummerum. Men her blev jeg skuffet. Ikke en eneste ejendomsmægler skuede mit øje. Øv, det er ellers sådan en god måde at fornemme folks levevis på.

Stof til drømme

Jeg har dog efterføgende tjekket det ud, jeg kunne, og en million danske kroner kan man komme langt for. Det rækker dog ikke til den vilde luksus, vi også så i Marrakech, omend der ikke bliver skiltet med den.

F.eks. ejer den stenrige søster til milliardæren Richard Branson, Vanessa Branson et hotel, en såkaldt riad her. En riad er kendetegnet ved, at den stort set er skjult for omverdenen, men når man får adgang åbenbares et rigtigt eventyr: Fantastiske haver med palmer, pool og springvand og værelser indrettet med alle arabiske herligheder.

Vanessa Bransons riad hedder El Fenn, hvor hun bl.a. får besøg af hollandske dronning Maxima. Det er heller ikke helt billigt. Godt 2000 kr. per nat, men dog til at betale, hvis man er rigtig opsat på eventyr.

Det er jeg, og jeg vender helt sikkert tilbage til denne fortryllende by. Der er masser af stof til drømme. Hvor ville det være skønt at åbne en Aladdins hule af en butik med nogle af de mange fantastiske marokkanske herligheder…