I programmet om køkkenet i ‘Nybyggerne’ opstår der lidt drama omkring  Steens og mit nyleverede køkkengulv, som Christine og Mikkel forelsker sig i. Og det har – forståeligt nok – affødt en del reaktioner, hvoraf nogle synes, jeg opfører mig vildt småligt, og andre har respekt for min reaktion.

Steen i fuldt sving med at lægge køkkengulvet

Så jeg vil lige fortælle min version af, hvad der er op og ned i den sag. Og i øvrigt også, hvorfor Christine og Mikkel var forbavsede over, at jeg blev sur.

Oprindeligt havde Steen og jeg planlagt køkkenet med et skakternet gulv i sort/hvid vinyl. Det viste sig umuligt at opdrive. Så undersøgte vi muligheden for at få lagt et gråt epoxy-gulv. Det kunne simpelthen ikke nås indenfor tidsrammen.

Så var det surfing på nettet, og her fandt jeg så @Silvans grå Pergo gulv. Steen var en smule skeptisk, men blev dog overbevist. Så dukkede næste problem op: @Silvan i Aalborg lå ikke inde med gulvet, ej heller de nærmeste afdelinger. Gulvet skulle bestilles hos leverandøren, men der kunne gå op til 14 dage, før det kunne leveres, og det  kunne vi naturligvis ikke vente på.  Så vi måtte tage hjem med uforrettet sag og finde ud af, hvad vi så skulle vælge.

Men personalet i @Silvan  gav ikke op. Sent om eftermiddagen ringede de, at de havde fundet en rest på et lager i Ringkøbing, men også med den dårlige nyhed, at gulvet ikke kunne leveres. Det var sen eftermiddag fredag, og der var lukket for udkørsel af varer. Vi overvejede at hente det selv, men vurderede, at der ville gå alt for megen kostbar tid med det. På den igen. Jeg gik igang med at søge efter et alternativ.

Og så skete det utrolige. @Silvan ringede igen og fortalte, at de havde fundet en chauffør, som var villig til at opgive sin dart-turnering og i stedet bruge sin aften på at levere gulvet. Naturligvis mod ekstra betaling – som jeg med glæde indvilgede i. Det manglede bare.

Og endelig ved 22-tiden ankom så det forkætrede gulv. Jeg var naturligvis både glad og og spændt – havde jo kun set det på nettet. Og så sker der det, for mig, uheldige, at Christine og Mikkel ser gulvet og forelsker sig i det.

Jeg blev da  i første omgang smigret over deres  begejstring, men da jeg så erfarer, at de forhører sig om at købe resten, blev jeg faktisk forskrækket. Det var jo netop en rest, og jeg havde sikret mig med @Silvan, at det tiloversblevne blev lagt på deres lager i tilfælde af, at vi skulle bruge mere. Hvilket faktisk blev aktuelt.

Så det handlede reelt ikke om, at vi fik det samme gulv – selv om det da ærgrede mig en smule – for det må man leve med, når vi alle handler samme sted. Det handlede om, at vores muligheder for eventuelt at fortsætte med gulvet i de øvrige rum var lukkede. 14 dages leveringstid eksisterer ikke i ‘Nybyggerne’s verden. Så ja, jeg blev lidt panisk. Men hele den forhistorie anede Christine og Mikkel jo intet om.

Det gode er, at de to, efter at have set nærmere på gulvet, viste sig slet ikke at være interesserede, idet den grå beton ikke passede til deres køkkenelementer.

Og det aller bedste er,  at der ikke gik ret mange minutter, før vi havde redt trådene ud og drak en øl sammen. Og jeg kan forsikre om, at vi havde mange hyggelige stunder sammen efterfølgende.

Så var der endnu en omgang Nybyggere, denne gang det ekstra værelse, som vi valgte at indrette som kombineret musik- og gæsteværelse. Den røde farve på væggen ER iøjnefaldende, men vi mente, den var god som inspiration.

Vi er rigtig glade for daybed’en, den fungerer fint og blev, som vi ville have den. Det var simpelthen umuligt at finde en, som kunne hjælpe med at sy betrækket til hynden, selv om vi forsøgte mange steder. SÅ irriterende, og det fandt da heller i nåde hos dommerne.

Men op på hesten igen. I næste program gælder det køkkenet, som vi blev meget tilfredse med. Vi bliver bedre og bedre. Lærer af vores fejl og den gamle tese om, at øvelse gør mester kommer ikke af ingenting.

Det er overraskende svært at se sig selv i tv. Kunne man da bare rette lidt efterfølgende: Tøj der hænger, hår i uorden, bandeord! Dem ville jeg gerne have have slettet, hvis det havde kunnet lade sig gøre, men vi er så pressede, at udtryksformen godt kan blive lidt primitiv. Undskyld!

I tænker sikkert, at vi burde tænke på, at vi bliver filmet, med det bliver så meget vane, at vi fuldstændig glemmer tilstedeværelsen af kameraerne, og nogle gange aner vi slet ikke, at vi bliver filmet…

Lige op til og efter en udsendelse fylder nybyggerne det hele i vores tanker, så bliver det hverdag igen, så et nyt afsnit ,  og vi er ‘på’ igen med alt, hvad det medfører af glæde og ja, frustration.

Men der er altså en verden uden for Verona…

Den vil jeg bevæge mig ud i nu og gå en tur rundt om søerne i Kbh. Sådan en tur er perfekt til at klare tankerne.

Skal der lægges fliser, skal der grus til – men så meget?!

Vil blot lige nævne, at det var fliseleverandørens estimat. Vi blev i hvert fald temmelig overvældede over mængden, så der blev anlagt en grusvej – af mig – hvilket desværre ikke kan bevises, idet vi ikke fik det fotodokumenteret.  Øv! Men hvorom alting er, så blev den til glæde, for nybyggervejen blev lettere at forcere. Det hjalp lidt på skyldfølelsen over, at vores leverance blev placeret af leverandøren til gene for vore naboer. Vi kan dog forsikre, at vi hurtigt blev tilgivet!

Flisebelægningen blev, som vi ville have den. Og Steens havemøbler viste sig dejligt praktiske i brug. Indrømmet vi burde have tænkt over, at bordpladen skal ind i dårligt vejr! Men det arbejde må vi så påtage os.

Og nu burde der være tid nok. 26. februar blev jeg 65 år og dermed officielt pensionist. Underligt som alderen pludselig sniger sig ind på ind på en – næsten som en tyv om natten.  Jeg må huske at glæde mig over de mange fordele, det giver. Jeg vil se på det som at holde ferie og regner da også med, at der stadig er lidt arbejde til mig på avisen.

Og så købte jeg lige Køge krøniken af Katrine Marie Guldager på tilbud. Den er nærmest dænget til af anmelderroser ‘Som et orgie i digtekunst fra et andet årtusinde’, skriver f.eks. Kristeligt Dagblad, mens Ekstra Bladet anfører, at ‘Guldager har glimt i øjet og anbefales absolut’. Jeg glæder mig!

Steen er netop blevet præsenteret for fliser og – ikke mindst – grusbunke. Han ser da også noget overvældet ud…

Terrassen er anlagt, og så skal der fejes sand ind mellem fliserne – bemærk de sorte sutsko, som jeg gik rundt i. Forfængeligheden havde trange – meget trange – vilkår i Aalborg. Havde nogen sagt, jeg ville optræde offentligt udendørs med den form for fodtøj, ville jeg have leet dem ud. Nu hang de på mig. Også når jeg handlede i diverse butikker. Ak ja! Men det er der rettet op på nu, hvor vi er tilbage i København, og i større grad møder nogle, jeg kender…