I november 2017 købte jeg en andelslejlighed i samme opgang, som jeg bor i nu. Den nye er 18 kvm større, og hvor har jeg glædet mig til at komme i gang med renoveringen. Jeg har talt dagene, som en soldat, der skal hjemsendes.
Lejligheden stod til overtagelse 1. maj 2018, så glad blev jeg, da sælgerne gav mig besked om, at jeg kunne overtage den allerede 6. april. Det klør i fingrene efter at få målt op og lægge planer for indretningen. Jeg har været meget glad for den, jeg har, men 65 kvm er lige i det mindste, selv om jeg synes, den er indrettet, så pladsen er udnyttet optimalt. Den lejlighed skal naturligvis sælges, hvilket er en smule vemodigt, da der er lagt et kæmpe arbejde i den.
Planløsningen er ændret en del, vægge er flyttet, så der kunne indrettes brusebad. Lejligheden var udstyret med et såkaldt ‘københavnerbad’, dvs. toilet og håndvask, som skulle dækkes til, når man tog bad. Det brusebad var noget af en udfordring, skal jeg hilse og sige. Bestyrelsen i andelsboligforeningen skulle give tilladelse, kommunen ligeså. Da det var en bærende væg, der skulle flyttes, krævede det en ingeniørberegning, og så måtte jeg jo finde en sådan. Så jeg googlede og ringede. Det var helt til grin, de firmaer jeg kontaktede, troede det gjaldt hele ejendommen, når jeg så sagde, det alene gjaldt mit badeværelse, afslog de nærmest lidt hånligt.Det var sandelig under deres værdighed med så lille en opgave! Men det lykkedes heldigvis at finde en nystartet, selvstændig ingeniør, som løste opgaven, og efter et større arbejde blev brusekabinen etableret. Men denne omkalfatring tog naturligvis mere med sig. Døre blev flyttet, nogle blev fjernet, men i al beskedenhed mener jeg, det store arbejde bar frugt.
Her er et lille udpluk af fotos fra min nuværende lejlighed.
Badeværelse
Vi fjernede dørene og indsatte skydedøre i stedet. Ved siden af badeværelset er der etableret walk in i den tidligere entre for at få max udnyttelse af pladsen.
Her er køkken set stuen
Og her fra en anden vinkel. Bemærk de lækre fliser bag komfuret, som er fra Made a Mano.
Her min stue med skillevæg af træ, så spisestue og soveværelse er opdelt, man må jo sno sig, når pladsen er trang
Spisebord set fra stuen
Spisebord set fra køkken
Bemærk den lækre ‘udsigt fra Paris’ bag sengen
Seng set fra entreen
Vores lækre velour sofa ‘Julia’ fra Ilva – samme model som vi også indrettede med i Aalborg, da vi deltog i Nybyggerne
Den ene af sofaerne i opholdsstue
Nu skal vi igang igen, og jeg glæder mig. I skal nok blive opdateret. Nyd den dejlige, solrige søndag, det vil jeg gøre sammen med mit dejlige barnebarn – vi skal besøge Amalienborg.
Fem dage for to i eksotiske Marrakech i december til 5000 kr. alt inklusive. Det tilbud var uimodståeligt, så ja tak!
Vi drog af en tidlig morgen den 5. dec og sikke et miljøskift fra et regnfyldt og blæsende Danmark til blå himmel og 20 grader.
Der var gang i den fra første øjeblik. Tjekke ind på hotellet og så afsted. Målet var den berømte Place Jemaa el Fna, centrum i den gamle by, optaget på UNESCOs verdenarvsliste, og udgangspunkt for souken, hvor alle østens herligheder kan købes. Scheherazades fortællinger i 1001 nat giver pludselig mening.
Det er et sansebombardement af lyde, dufte og farver. Ironisk nok i modsætning til selve byen. Marrakech betyder den røde by, idet samtlige huse i byen er malet i en nærmest laksefarvet nuance, hvilket underligt nok ikke virker påfaldende, men derimod beroligende og harmonisk. Gennemført er det – selv indhegningerne til byggepladserne er malet i samme farve.
Ingen ende på herlighederne
Tilbage til souken, hvor herlighederne ingen ende vil tage. Fantastisk håndlavet keramik, lamper, lanterner, krydderier, håndlavede tæpper, tøfler, borde og ja, Marokkopuder.
Der er dog et men. Manglende plads i kufferten. Så frustrerende! Jeg troede ellers, jeg var smart, idet jeg havde købt ekstra bagageplads og ikke havde taget særlig meget tøj med.
Desværre viste det sidste sig at være det helt forkerte (ikke første gang).
Jeg havde tjekket vejret hjemmefra og skønnede, at et par tights og nogle overdele var det rette. Men det var sommer, og alt mit skønne og passende sommertøj lå i sommerhuset, hvor jeg kunne sende længselsfulde tanker efter det. Badetøj var heller ikke en del af bagagen, så opholdet ved swimmingpoolen måtte foregå iført sorte gamacher!
Nu vil I jo nok tænke, at jeg blot kunne købe noget, men i Marrakech er det også vinter i december – omend noget varmere end her – der er vintertøj på hylderne, og mange kvinder var iført varme støvler og pelsbesatte frakker. Koldt for dem, varmt for os! Så sommertøj var der ikke noget af.
Jeg ville da også hellere have hjembragt mange flere af de skønne marokkanske herligheder. Der var kun plads til to smukke keramikfade, en smuk plakat fra Yves Saint Laurents have, et par tøfler og nogle andre småting.
Apropos Yves Saint Laurents have, Jardin Majorelle, kan et besøg anbefales, men museet i haven var en skuffelse. Jeg troede, jeg skulle se et hjem, men det var alene en udstilling af gamle fund. Fint nok, men ikke når man venter noget andet. Til at bøde på det var der en fin butik med Yves Saint Laurent design med inspiration fra Marokko. Smukt, smukt, men desværre langt over mit prisniveau
Villaen i Yves Saint Laurents have med den karakteristiske blå farve
De følgende dage gik med at spadsere rundt i den kontrastfyldte by. En moderne metropol med alt hvad det indebærer af butikker, restauranter og fortovs cafeer og medinaen, den gamle by, hvor det synes, som om tiden har stået stille.
Et sjovt paradoks var McDonalds, hvor vi så tildækkede kvinder nyde burgere, pommes frites og cola. Til sammenligning var der stort set kun mænd på de mange fortovsrestauranter og cafeer.
Kun mænd på cafeerne
Der sad mange, rigtig mange, og det var ikke alkohol, de indtog men kaffe og vand. Og altså uden kvindeligt selskab.
Smukke kvinder var der ellers mange af. Og sjovt nok så vi mange venindepar, begge smart klædte, hvoraf kun den ene bar tørklæde – et supersmart et af slagsen forstås! I sandhed en by fuld af kontraster.
Jeg er aldrig noget sted, det gælder både i ud- og indland, hvor jeg ikke gør mig forestillinger om, hvorvidt jeg kunne bo der. Det har betydet, at jeg i den grad har studeret ejendomsmæglernes vinduer, blevet fristet og har truffet aftale om at se diverse huse med mange dejlige dagdrømme til følge. Ikke mindst den at alt er muligt – noget mange af os nok har en tendens til at glemme i dagligdagens trummerum. Men her blev jeg skuffet. Ikke en eneste ejendomsmægler skuede mit øje. Øv, det er ellers sådan en god måde at fornemme folks levevis på.
Stof til drømme
Jeg har dog efterføgende tjekket det ud, jeg kunne, og en million danske kroner kan man komme langt for. Det rækker dog ikke til den vilde luksus, vi også så i Marrakech, omend der ikke bliver skiltet med den.
F.eks. ejer den stenrige søster til milliardæren Richard Branson, Vanessa Branson et hotel, en såkaldt riad her. En riad er kendetegnet ved, at den stort set er skjult for omverdenen, men når man får adgang åbenbares et rigtigt eventyr: Fantastiske haver med palmer, pool og springvand og værelser indrettet med alle arabiske herligheder.
Vanessa Bransons riad hedder El Fenn, hvor hun bl.a. får besøg af hollandske dronning Maxima. Det er heller ikke helt billigt. Godt 2000 kr. per nat, men dog til at betale, hvis man er rigtig opsat på eventyr.
Det er jeg, og jeg vender helt sikkert tilbage til denne fortryllende by. Der er masser af stof til drømme. Hvor ville det være skønt at åbne en Aladdins hule af en butik med nogle af de mange fantastiske marokkanske herligheder…
Det var en herlig dag, da vi havde vundet forhaven. Vi kunne skimte bunden i pengekassen, så det lunede gevaldigt med de 20.000 dask.
Nu er det videre til næste opgave, hvor Steen igen viser, at han ubestridt er den bedste håndværker af os to. Ingen tvivl om det.
Derfor har vi også en arbejdsdeling, der indebærer, at jeg sørger for alt det praktiske. Jeg har ganske enkelt tjansen som oppasser. Og så fostrer jeg ideer. Projektet gælder jo både ide og udførelse. Og der skal tages mange beslutninger. Hurtigt!
Hammeren falder prompte i denne sammenhæng, og du får ikke en chance til. Det er konceptet.
Så tak for de rigtig mange og søde kommentarer. Dem er vi mægtig glade for. Vi håber, I følger os i næste uge. Vi lærer og kæmper videre…
I programmet om køkkenet i ‘Nybyggerne’ opstår der lidt drama omkring Steens og mit nyleverede køkkengulv, som Christine og Mikkel forelsker sig i. Og det har – forståeligt nok – affødt en del reaktioner, hvoraf nogle synes, jeg opfører mig vildt småligt, og andre har respekt for min reaktion.
Steen i fuldt sving med at lægge køkkengulvet
Så jeg vil lige fortælle min version af, hvad der er op og ned i den sag. Og i øvrigt også, hvorfor Christine og Mikkel var forbavsede over, at jeg blev sur.
Oprindeligt havde Steen og jeg planlagt køkkenet med et skakternet gulv i sort/hvid vinyl. Det viste sig umuligt at opdrive. Så undersøgte vi muligheden for at få lagt et gråt epoxy-gulv. Det kunne simpelthen ikke nås indenfor tidsrammen.
Så var det surfing på nettet, og her fandt jeg så @Silvans grå Pergo gulv. Steen var en smule skeptisk, men blev dog overbevist. Så dukkede næste problem op: @Silvan i Aalborg lå ikke inde med gulvet, ej heller de nærmeste afdelinger. Gulvet skulle bestilles hos leverandøren, men der kunne gå op til 14 dage, før det kunne leveres, og det kunne vi naturligvis ikke vente på. Så vi måtte tage hjem med uforrettet sag og finde ud af, hvad vi så skulle vælge.
Men personalet i @Silvan gav ikke op. Sent om eftermiddagen ringede de, at de havde fundet en rest på et lager i Ringkøbing, men også med den dårlige nyhed, at gulvet ikke kunne leveres. Det var sen eftermiddag fredag, og der var lukket for udkørsel af varer. Vi overvejede at hente det selv, men vurderede, at der ville gå alt for megen kostbar tid med det. På den igen. Jeg gik igang med at søge efter et alternativ.
Og så skete det utrolige. @Silvan ringede igen og fortalte, at de havde fundet en chauffør, som var villig til at opgive sin dart-turnering og i stedet bruge sin aften på at levere gulvet. Naturligvis mod ekstra betaling – som jeg med glæde indvilgede i. Det manglede bare.
Og endelig ved 22-tiden ankom så det forkætrede gulv. Jeg var naturligvis både glad og og spændt – havde jo kun set det på nettet. Og så sker der det, for mig, uheldige, at Christine og Mikkel ser gulvet og forelsker sig i det.
Jeg blev da i første omgang smigret over deres begejstring, men da jeg så erfarer, at de forhører sig om at købe resten, blev jeg faktisk forskrækket. Det var jo netop en rest, og jeg havde sikret mig med @Silvan, at det tiloversblevne blev lagt på deres lager i tilfælde af, at vi skulle bruge mere. Hvilket faktisk blev aktuelt.
Så det handlede reelt ikke om, at vi fik det samme gulv – selv om det da ærgrede mig en smule – for det må man leve med, når vi alle handler samme sted. Det handlede om, at vores muligheder for eventuelt at fortsætte med gulvet i de øvrige rum var lukkede. 14 dages leveringstid eksisterer ikke i ‘Nybyggerne’s verden. Så ja, jeg blev lidt panisk. Men hele den forhistorie anede Christine og Mikkel jo intet om.
Det gode er, at de to, efter at have set nærmere på gulvet, viste sig slet ikke at være interesserede, idet den grå beton ikke passede til deres køkkenelementer.
Og det aller bedste er, at der ikke gik ret mange minutter, før vi havde redt trådene ud og drak en øl sammen. Og jeg kan forsikre om, at vi havde mange hyggelige stunder sammen efterfølgende.
Så var der endnu en omgang Nybyggere, denne gang det ekstra værelse, som vi valgte at indrette som kombineret musik- og gæsteværelse. Den røde farve på væggen ER iøjnefaldende, men vi mente, den var god som inspiration.
Vi er rigtig glade for daybed’en, den fungerer fint og blev, som vi ville have den. Det var simpelthen umuligt at finde en, som kunne hjælpe med at sy betrækket til hynden, selv om vi forsøgte mange steder. SÅ irriterende, og det fandt da heller i nåde hos dommerne.
Men op på hesten igen. I næste program gælder det køkkenet, som vi blev meget tilfredse med. Vi bliver bedre og bedre. Lærer af vores fejl og den gamle tese om, at øvelse gør mester kommer ikke af ingenting.
Det er overraskende svært at se sig selv i tv. Kunne man da bare rette lidt efterfølgende: Tøj der hænger, hår i uorden, bandeord! Dem ville jeg gerne have have slettet, hvis det havde kunnet lade sig gøre, men vi er så pressede, at udtryksformen godt kan blive lidt primitiv. Undskyld!
I tænker sikkert, at vi burde tænke på, at vi bliver filmet, med det bliver så meget vane, at vi fuldstændig glemmer tilstedeværelsen af kameraerne, og nogle gange aner vi slet ikke, at vi bliver filmet…
Lige op til og efter en udsendelse fylder nybyggerne det hele i vores tanker, så bliver det hverdag igen, så et nyt afsnit , og vi er ‘på’ igen med alt, hvad det medfører af glæde og ja, frustration.
Men der er altså en verden uden for Verona…
Den vil jeg bevæge mig ud i nu og gå en tur rundt om søerne i Kbh. Sådan en tur er perfekt til at klare tankerne.
Blondine Farmor
Hvorfor Blondine Farmor?
"Blondine farmor" lød det kærligt (?) fra en kollega, da jeg for syv år siden blev farmor. Prædikatet har hængt på mig lige siden, og nu tager jeg konsekvensen og gør en dyd ud af det. Mit navn er Marianne Hjorth, jeg er 65 år og af dem har jeg arbejdet knap 36 år i "Nationen"s tjeneste på Ekstra Bladet.
